søndag den 30. december 2012

Nyt år - ny tid...

...Eller, i hvert fald, nok så passende, nyt ur.

Siden jeg så ideen her på Pinterest (blandt mange andre gode idéer hos norske Brigg!), har den rumsteret i baghovedet, og manden min har længe ønsket sig et nyt til stuen. Og så var det en meget billig løsning. Egentligt ville jeg hellere have haft dette ur, men dette Ikea-ur blev bare ikke billigere - og det er jo netop dét, der er ideen - at pimpe noget helt, almindeligt og billigt op. Og for at gøre det ekstra billigt, gik jeg lidt på kompromis med materialerne, idet bælterne er Føtex' billigste "læder"*host*bælter på tilbud. Det ville være lækkert med fine kernelæder-bælter. Jeg holder udkig. Nogen, der ved, hvor sådan noget fåes meget billigt? H&M var ingen hjælp!



Men jeg kan li' det, og det passer ind hos os.

I dag slapper vi ellers bare af og hygger med ungerne, der i morgen må træde ind i 2013 med deres (super hjælpsomme - og modige) farmor, der kommer og passer, mens vi skal til FEST (jo jo, med overnatning og hele svineriet) hos nogle venner. Gad vide, om vi kan holde til midnat? 
Vi glæder os - det er første gang, efter mindstemus kom til, at vi skal ud, sådan rigtigt!

Også et rigtigt godt nytår til dig, med eller uden børn, hunde eller alkohol :-)

mandag den 24. december 2012

Rigtig Glædelig Jul


Et virtuelt julekort, til dem, der læser med - tak for det, jeg håber I alle får en skøn 24. december!


søndag den 23. december 2012

Til-og-fra-kort...

Jeg elsker at nusse med gaveindpakningen, og ikke mindst i år, har jeg skullet trække vejret et par gange, og minde mig om, det ikke er SÅ vigtigt, som jeg kan hidse mig selv op til. 
Men altså, der er jo 1000 muligheder. Hermed mine bud. Nogle af dem.
Samt hjemmelavede til-og-fra-kort. Jeg er, tør jeg sige det (?), en naturpige, uden at lyde nørdet, but you get the point...? Så disse er inspireret af alle de skønne, naturlige elementer, der også fylder i vores op-pyntning  Og lavet i en ruf, med ting fra lageret - we like!




Og den sidste skal da hænge på gaven til husbonden ;-)

- Rigtig god Lille Juleaften -

fredag den 21. december 2012

Traditionel, pastel, eller...?

Ja, jeg kan simpelthen ikke bestemme mig, så vi er endt op med lidt (meget) af hvert.
Oprindeligt havde jeg forestillet mig en helt utraditionel udsmykning af hjemmet, men da "det gamle" julepynt blev spottet rundt om i kasserne fra loftet, blev jeg alligevel nostalgisk nok til, at det kom op - noget af det.
Nogle vil måske mene Julen ikke kan være pastel-farvet, men jeg synes, at netop Julen er symboliseret af så mange bestemte ting, og der er så mange elementer, der på det kraftigste signalerer "jul", at det får mig i den helt rigtige julestemning. Tag bare en adventskrans - fire lys sat på et fad i december, så kan jeg ikke undgå at tænke "advent".


Og grankogler og lærkegrene er for mig også en fast del af julen rent visuelt. Så nu fik jeg endelig tid til at finde spraymalingen frem, og jeg forsøgte mig med et par stykker. Dem vil jeg lave flere af, jeg elsker dem!




...Men disse "med sne" synes jeg også er smukke. Og gæslingerne, der lige spottes, er jeg også pjattet med!
Og bemærk lige stilladset bag (den beskidte) rude - jojo, vi får nyt tag (ikke en julegave ægtefolket imellem!).



Men hvad er en jul uden rød? Ja, altså, de smukke Ilex-grene skriger for mig af jul, og jeg synes de er SÅ flotte!  

Nu vil jeg pakke gaver ind, der findes så mange opfindsomme og smukke indpakninger i Blogland for tiden, så jeg vil se, om jeg kan gøre kunsten efter :-)

- Rigtig god fredag - og måske juleferie -


torsdag den 20. december 2012

Hæklerier! Og noget om gul, eller mangel på samme!

Ja, egentligt har vi jo nok at se til denne jul.
Mens vi pynter op, ordner gaver, planlægger d. 24., oveni alt hvad der ellers hører sig til "hverdagen", ja, så har vi endnu engang haft gang i tapetsering, denne gang på StjernePels' værelse, der også er blevet malet (billeder følger, det er så fiiiint, tapetet). 
OG så har jeg kastet mig ud i at hækle - vitterligt, kastet! Gennem videoerne fra Garnstudio ~ DROPS Design og en kæmpe portion stædighed, fik jeg knækket koden, sådan næsten da, tror jeg, og det kom der disse blomster ud af. Jovist, der mangler en maske hist og er én for meget pist, men alt i alt er jeg fint tilfreds ;-)
De skal ind og hænge på førnævnte tøseværelse.



Opskriften faldt jeg over hos Yarnfreak, og det var netop denne søde blomsterranke, der gav mig blod på tanden. Og wow, sikke en verden, der har åbnet sig :-O
Men ja ja, nu skal vi lige gennem julen!

Forresten, er det bare mig, eller kan Stof & Stil altså bare ikke finde ud af det dér med GUL? Synes alle deres gule ting, både garn, stof, rib og lynlåse, er liiiige en tand for skrigende - jeg savner lidt en varm, skøn SOLgul!
Fandt en lækker gul i Søstrene Grene, men den kom kun i akrylgarn, og det gav ikke så pænt et hækleresultat. Hvor køber du garn?

- God "nu-er-det-snart-jul-torsdag" -

torsdag den 13. december 2012

Drillenisse-tips...



I mandags havde vi Nisseline fra Malthes børnehave på besøg. Egentligt havde jeg tænkt mig på forhånd at ta' nogle billeder af de planlagte drillerier, så vi på dagen ikke skulle bruge tid på at finde på/skrive i bogen/printe billeder.
Men det glemte jeg jo alt om.

Nå, men ideer fandt jeg MASSER af hos Marina på Badut - her er virkeligt mange gode idéer, også til "voksen-nisser", og jeg overvejer lidt at føre nogle af dem ud i livet blandt kollegerne ;-)

Godt så. Så blev det egentligt bare kogt ned til, hvad jeg følte mig i stand til at tegne (mon du kan gætte det ud fra billedet ;-)). Vores printer har vi aldrig fået tilsluttet efter flytning, så den turde jeg ikke sætte min lid til. Så mandag aften måtte jeg finde farvekridtene frem og gå i gang, og samtidig instruere manden i at rende rundt og føre det ud i livet.

Jeg blev helt grebet af det, og ærgrer mig igen over, hvor lidt jeg får tegnet, for det er og bliver min yndlings-krea-beskæftigelse nr. 1!

Og ungerne, ja, de var vilde med det, og syntes det var sjovt at "lede efter" Nisseline på de små skitser - så jeg fik point hos personalet dagen efter ;-D

I dag sidder jeg hjemme med en snottet, feberramt lille baby, og forundres over, hvor lidt søvn vi kan klare den her jul på. Måske man skulle putte hende i vognen og trille ned efter nogle gaver...

- God (julet) dag til dig -

onsdag den 12. december 2012

HangArounds!


Tre neon-røde hjerter i akryl hænger nu i køkkenet, og gør mig glad. De er købt på Etsy.com, hos Sidsel - tag et kig i hendes Spagat Shop, og blive fristet - der er MANGE fine HangArounds!

Hjerterne er super farvestrålende - nøjagtigt som vores tapet på den ene endevæg i køkkenet, som jeg skal forsøge at få et foto af, her en af dagene, hvor lyset er godt - det er nordvendt, så der er ikke mange chancer på denne tid af året.

- Ha' en skøn dag ❤ -

mandag den 10. december 2012

Uro med elefanter...

For knap et år siden, startede jeg på forberedelserne til et kommende pigeværelse. Dengang var vi endnu ikke flyttet i huset, så det var de skønne detaljer, der kunne kræses om - med god tid.
Da vi så endelig overtog huset, var der så meget, der skulle ordnes, at babyværelset blev udskudt. Men NU skal hun altså ha' sit eget, og elefanterne her er kommet op og pynter.




De små elefanter og uroen er lavet efter Annas fantastiske DIY, som varmt kan anbefales - med den var det lige ud af landevejen! De er syet i forskelligt retrostof, bare lige, hvad jeg havde på lager dengang. Den på midterste billede er syet i samme stof, som jeg lavede denne skrå-stol i - rigtigt tøse-stof!

Nu skal endevæggen males, og det fineste vintage-tapet sættes op. Uf, jeg glæder mig!

- Ha' en skøn mandag derude -



søndag den 9. december 2012

Søndags-glæder...

Jeg skal hverken på cykel eller ha' skodtjansen kl 7.00 i morgen tidlig med at afrime bilen og kæmpe med glatte veje. Jeg er med bussen, og er blevet sprudlende tilpas ved synet af alt det tykke, hvide sne, der ligger udenfor nu.
Fantastisk som sne katalyserer julestemningen! Mere, tak, og lad det bare ligge!
Inden 2. adventslys blev tændt, tillod jeg mig at ændre i dekorationen (selvom det føltes lidt som om fristen for ændringer er overskredet ;-)). Nu er den dér - jeg elsker de matte, nude julekugler til kun 88 øre fra Søstrene G!
Ellers er dagen gået med hygge, julestads, konfekt og kælkning - og klargøring af Stjernepelsens værelse, meget mere om det en anden gang.


En ballarina er kommet op - jeg vælger fra nu af at kalde dem engle, det gør argumentationen for deres tilstedeværelse meget nemmere ;-) Nu hænger de med det nye pynt fra House Doctor, som du kan se her.


Lækre havregrynskugler, fyldt med kaffe...


På med vinterpoterne - jeg elsker synet af store, vamsede støvler i et tykt lag kridhvid sne :-)


Nu skal der flettes lidt flere julestjerner (og drikkes lidt mere rødvin).

- Ha' en skøn aften -

lørdag den 8. december 2012

Julehygge (og noget om ventetid)...

Vi klippe-klistrer, og nøj, hvor jeg synes det er hyggeligt!
Selv manden min sad pludseligt ved morgenbordet og begyndte at flette julestjerner!! 
Disse yndige og meget tøsede ballarinaer er sidste skud på stammen. Jeg så noget lignende i det sidste BoligLiv, og der var en skabelon med i Læserservice, som jeg dog ændrede lidt på (til slut ku' jeg se, jeg har fået gjort hende meget tyndere, hmmmm!). Jeg synes, de glimter så skønt med deres guld-bælter på rosa skørter, og det kommer slet, slet ikke til sin ret på billederne.



I morgen tidlig står den på hygge og adventsgaver til hele familien. Jeg er så heldig at have en skøn svigermor, som har sørget for pakker til alle fire, både lørdag og søndag.
De andre dage er det lidt tilfældigt om nissen har noget med, og i fredags var der sørme (lidt) slik med til min søn. Han fik stjerner i øjnene ved synet, morgenmaden blev kastet indenbords, slikket taget ud af posen og sirligt lagt på række, hvorefter han bestemt puttede det tilbage i posen: "Jeg tror, jeg gemmer det til i aften!".... O.o.... Han er knap fire år, og har mere rygrad end sin mor (som på det tidspunkt allerede havde smugspist lidt pebernødder ;-))! Han er for kær, altså!

NU kalder sengen.
- God aften til dig, der læser med -

onsdag den 5. december 2012

En jersey-pause...

Det er efterhånden længe siden jeg sidst har fået syet tøj til ungerne, men da jeg den anden dag skulle slå ti minutter ihjel inden bussen kom, og derfor kiggede kort ind i CityStoffer og faldt over dette jersey, måtte jeg altså presse tid ind i skemaet til "bluse-syning". 
Og det gik snildt, denne gang. Jeg ku' klippe til to bluser, str. 68 og 74, på de indkøbte 60 cm - 66,- kr., det er altså en billig omgang! 

...Og jeg har fået den blitzet godt og grundigt ;-)


Mønsteret er nr. 1 fra Ottobre 4/1012, med lidt justeringer og ribrouleau i halsåbning og ved ærmer, efter Annas vejledning. I den ene skulder har jeg lagt 1 cm ekstra til udover sømrum både for og bag, og efter ribben er sat i, har jeg sat trykknapper i og herefter lavet et ombuk og hæftet ribben (se billeder nedenfor). Så slipper man for at skulle banke trykknappen gennem en masse lag stof, plus den bliver skjult. Jeg har dog valgt at lade den midterste sidde på forsiden og "holde" på ombukket, og dermed undlade en stikning. En lavendel-farvet knap ville ha' været på sin plads, men det havde jeg ikke på lager.



Nu vil jeg tilbage til julepynten og -kagerne (hhv. producere og spise ;-)).

- Rigtig god aften til dig - 

søndag den 2. december 2012

Adventslys...

Heller ikke i år fik jeg min debut som blomsterdekoratør, og hverken dekoration til kalenderlys eller adventskrans har fundet vej hertil. Jeg vil ellers gerne kaste mig ud i det, der er så mange smukke juledekorationer derude, synes jeg. Men tiden, du ved, tiden...

I går besluttede jeg dog, at vi SKULLE ha' en form for dekoration med lys, til at markere de næste fire søndage, så jeg brugte, hvad der var på lager, og endte med et alternativ til den traditionelle svævende grankrans.


Den minder mig om nytår, og jeg ender nok med at nedtone glimmer-eksplosionen med (pastelfarvede) spraymalede grankogler (jeg har planer om at få lavet *host*) men jeg kan godt li' det kolde udtryk, og jeg er vild med akryl og glimmer, så hvorfor ikke ;-)
Der er i hvert fald meget "vinter" over den.

Og så har jeg fået fingre i det fineste keramik-pynt fra House Doctor. De kom i sæt med tre styk, og da jeg ikke ku' vælge, røg begge i kurven. Jeg må i skoven efter flere lærkegrene, så de kan komme op - jeg elsker dem! 


Nu står den på hygge med familien hos svigermor, hjemmelavede æbleskiver, adventsgaver og afslapning, mmmmm, det' godt!

 - Rigtig dejlig 1. søndag i advent til dig, der læser med - 


lørdag den 1. december 2012

SÅ blev det jul! (Glimt fra hytten i DecemberPels)

Og jeg tror, jeg nåede det jeg ville.
Som så mange andre er vi plaget af sygdom, krydret med en 9 måneders laban, der ikke rigtigt sover om natten (aargh!!) 
Så fra starten har jeg ikke gjort mig forhåbninger om hverken julebag eller -dekorationer, men der er til gengæld pyntet op til den helt store guldmedalje, og nissen er flyttet ind - idéen er populær i Blogland, og det forstår man jo godt - knaldgod tradition, når man har børn :-)

Den lille dør med håndtag og dørhammer er købt hos KJDesign.dk, træskoene er fra Panduro, svampene er købt sidste år i Søstrene G.
Jeg havde forestillet mig at ruske lidt op i jule-udsmykningen og gå lidt imod det traditionelle røde og grønne, og satse lidt mere på pastellerne. Meeen, da først kassen med julepynt var fundet frem, og de første nisser var kravlet i vindueskarmene, ku' det på en måde ikke være anderledes. Min jul er og bliver nok bare af den gammeldaws' slags.
Lidt "nyt" er dog mikset ind hist og pist - herunder et par glimt fra hyttens juleudklædning.

1. Hjemmelavede snefnug i REL-papir, sammen med (pastelfarvede) julekugler. 2. "Selv-samlede" grankogler der ligger til tørre, sammen med en masse nisserikker - koglerne skal spraymales i pasteller, når de er "sprunget ud" :-) 3. Royal Copenhagen Shane Brox' sprællemand, fundet til 99,- i Sinnerup. 4. Sølv-guirlande på myrte. 5. Hyacinter i køkkenvinduet.
Nu vil jeg ta' en tur i Blogland og lure Jer andres jul - det er så spændende at få et kig ind til andres traditioner :-)

- Go' aften (og go' bedring, til dem der plages af vintersnue, vira og andet møg!) -

onsdag den 28. november 2012

Julestart og SMUKSAK!

Ja - jeg ku' ikk' dy mig! Så nu er der hentet lærkegrene, og det første pynt har sneget sig ind i stuen. 

1. Hjemmelavet filt-snemand, ophæng i REL-papir, træstjerne med neonsnor. 2. Sløret foto af stue i gråvejr! 3. SMUKSAK-indkøb! 4. Fint, fint hæklet gavemærke i nodepapir, lavet af Christine/FrkTurkis. Nænner ikke at bruge det til gavemærke, så her til ophæng :-)

Og så vil jeg tillade mig at gøre lidt reklame for Smuksak - de åbnede i går, og det er blevet så fint! Jeg ku' ha' købt mig fattig derinde!

- Ha' en god dag -

lørdag den 24. november 2012

Nej, der er IKKE en måned til jul...

...Der er en uge! 
"JUL" er ikke noget, der starter og slutter en enkelt dag sidst i december. Jul er ikke én bestemt begivenhed, men mere en sanselig og opløftende tur gennem en vintermåned, med bestemte lyde, lys og dufte - og traditioner og hygge. 
I min verden starter julen d. 1/12 - hverken før eller efter. 
Lige nu står flyttekassen med julepynt klar til at blive tømt ud over hytten, og, indrømmet, jeg skal dy mig for, ikke at gøre det før d. 1.

I dag skal vi en tur i skoven, på jagt efter et lærketræ, grankogler og andet, der kan pynte op herhjemme. 


Jeg har været ved at klippe-klistre nogle snefnug, men selvom motivet nok er julet - eller i det mindste "vinterligt" - er jeg lidt ambivalent mht. farven. Har alle dage været maje, maje glad for pasteller, meeen som julepynt... jeg ved det ski' ikk'!?
Julen er og bliver nok bare knaldrød og grangrøn i mine øjne, gerne lidt kitsch, gerne lidt grim, gerne lidt for overpyntet og rodet.
Hvilke farver har din jul?


Sidste år fik min dreng en masse kravlenisser, og ovenstående motiv fandtes også som vinduespynt - den kom på hoveddøren, men de utydelige streger på klister-udgaven, gjorde at mange liiiige stoppede op en ekstra gang og så på den én gang til - et herligt eksempel på utilsigtet lummerhed, hohohooo ;-P

- Go' jul til dig derude, hvornår den så end starter -

onsdag den 21. november 2012

Lys i en mørk tid!

Så fik jeg sat lys i mine nye, flotte stager, købt hos Lone med bloggen Kram & Krea!

De er lavet i asketræ, og jeg var solgt, da jeg så dem.
Beklager det uskarpe foto - det er bare sådan noget jeg kan.

Læg lige mærke til Lones fine kort!

Er du også interesseret i Lones stager, så kig her.

- God dag derude (jeg har omsorgsdag, skønno!) -

tirsdag den 20. november 2012

En gave...

Min gode veninde Julie (der i øvrigt har bloggen Kreasjong), er kreativ med alt muligt, og laver de fineste malerier til børneværelset. Og nu har jeg - eller min søn - været så heldig, at få et luftballons-maleri på væggen. 


Et skønt motiv, og jeg synes farverne står så godt til det gule i bøgerne, og de grønne dyr på bordet. Det er forresten et Ikea-sæt i fyrretræ, man desværre ikke kan få mere, der har fået en overhaling med hvid maling og tapet fra Ferm living. 

TAK, Julie, vi er rigtig glade for billedet :-) 

mandag den 19. november 2012

Juleforberedelser...

I år skal vi for første gang holde jul, så vi har inviteret den nærmeste familie - og glæder os, helt vildt. Det er så skønt at være rykket ud af en mikro lejlighed og ind i et hus, med plads til mere end bare os selv!



Så jeg pinterester på livet løs, og er så småt i gang med at fremstille julepynt, og ellers tænke over, hvilket traditioner vi gerne vil skabe og føre videre. Jeg elsker jul! Så er det sagt!

Så jeg er nysgerrig på Jer andres juletraditioner - hvad er din yndlings? Selv er jeg stødt på denne fine nissedør, og den må og skal jeg simpelthen ha' kreeret, så når sønnike står på d. 1. december, ja, så er nissen flyttet ind! :-)

- Go' mandag til dig derude -

onsdag den 14. november 2012

På en gråvejrsdag...

...som denne, kan glade skyer da kun sprede varme!


Endeligt fik jeg streget "sky-uro" på to-do-listen - kraftigt inspireret af denne, som dog er min langt overlegen! Jeg er vild med den måde at sy filtkanten på, og jeg er allerede gået i gang med filt-snemænd til juletræet også :-)
Dråberne er fyldt ud med pladevat, og man kan godt se, hvilken én, der var mit første forsøg ;-).


Den er måske nok lidt blomstret, og lidt pink, men min søn ville gerne ha' den hængende over sin seng - fair nok, værsgo' min dreng :-) Og farverne i det skønne retrostof står godt til resten af værelset (som jeg flasher en dag, der er bedre lys!).

- God dag til dig -


tirsdag den 13. november 2012

Det bedste fra to verdener...

Sådan føltes det lidt, da jeg gik glad (og lidt træt) hjem fra 2. arbejdsdag efter endt barsel, med en grinende stjernepels i barnevognen. Ooooh, hvilken lettelse det er, når sådan en lille størrelse har haft en super god dag, "alene" ude i den store verden.
Billedet nedenfor er taget fredag, hvor hun ikke var helt tilfreds med situationen, og jeg havde mildt sagt nerver på til mandag.

Morgendagen står på omsorgsdag, og jeg er allerede kæmpe fan af, at ta' arbejdsugen i etaper - den næste måned står den på kun to arbejdsdage i træk, afbrudt midtvejs af en omsorgsdag. Ja, og så er de andre dage på nedsat tid.

Og det er godt at komme tilbage - der er en masse at ta' fat på, og en masse dejlige kolleger at dele dagen med.

Men meget kreatid er der ikke, men en ganske lille smule sker der. Jeg har lavet en sky-uro, der dog lige nu hænger og regner over sønnikes seng, og han sover jo, så et billede må blive i morgen.
Nedenfor er han fanget i et øjeblik i søndags, i et stille, tænkende øjeblik - mens tiden og bilerne suser forbi, og min arbejdsplads ses - og fylder - i baggrunden. Det billede illustrerer meget godt vores liv for tiden :-)


...Hov, nu stak manden lige hovedet ind af døren - medbringende friskindkøbte muffins og Ben & Jerry's - jeg er godt gift. Det bliver en god aften.
- Også en god aften til dig - 

lørdag den 10. november 2012

Hjemmelavet gave og kort...

Vi skal til 1-års fødselsdag i dag, og oveni den indkøbte fødselsdagsgave har jeg kreeret lidt på maskinen, og fikset et kort - så bliver det hele lidt mere personligt.

Den lille fødselar spiser, ifølge sine forældre, som en blender uden låg, så det var jo oplagt at sy en smæk. Her i Småfolk-stof med katte. Jeg havde ikke pink skråbånd/stof, hvilket jeg ellers lige ku' se for mig! Den er foret med en lille rest vådliggerlagen, og den fine, lavendelfarvede trykknap er en prøve, jeg fik tilsendt oveni en sending trykknapper fra etsy/mrwalrus2009.

Kortet lavede jeg ud af et stykke lilla karton, 30 x 14 cm, bukket to gange, og herefter har jeg udskåret et ettal i den midterste sektion - først fik jeg tegnet ettallet forkert, så jeg måtte lige spejlvende sagen ;-)
På den første lap er der pålimet et stykke af det fineste, blomstrede gavepapir fra Bloomingville. Det kom i en pakke med 15 ark i tre forskellige farver, og lige netop dét motiv er jeg pjattet med! Mere om det en anden gang...
Nå, men til sidst bukkes og limes første og midterste sektion sammen, og så har man et fint, dekorativt kort, og så er det bare frem med tuscher/kuglepen/andet.
Så håber jeg det kan bruges af lille C :-)
Go' lørdag til dig!

mandag den 5. november 2012

Går i gråt...

Puha, bloggen står lidt stille for tiden, fordi det virkelige liv går for hurtigt! Min barsel er officielt slut, og ugen står på indkøring i dagpleje - og det ta'r på kræfterne, energien og lysten til at sætte sig ved symaskinen.
Dog er det blevet til et par fløjlsbukser, mere om dem i et andet indlæg. Lige i skrivende stund er jeg i fuld sving med at montere knapper i en hjemmebikset sengegavl - det bliver skønt at få den sat på, så vi slipper for at vågne op med hovedet i en kold mur :-)
Det var lige lidt kort herfra - god dag til Blogland og dig, der læser med!

lørdag den 27. oktober 2012

En ydmygelse, en tapetsering og en barnedåb...

...er hvad min weekend byder på.
Lad os starte med den totale fornedrelse parkeringsanlægget i Bruuns Galleri udsatte mig for i dag! Efter at have revet til mig ved Ej Sikke Lej-lagersalg svævede jeg på den lyserøde shoppesky ned i bilen. Klokken var lige blevet 12, og biler og folk strømmede ind i Bruuns. Hjem med mig i en vældig fart (tror jeg). Jeg stikker dankortet i betalingsanlægget nede ved udkørslen og når at ærgre mig lidt over sure 45,- kr. for to timers parkering, inden jeg kører frem mod bommen... og så sker der ingenting....?... Jeg venter... To biler passerer på min venstre side... Og så, SÅ griber panikken mig! Jeg er FANGET og jeg kommer aaaldrig, ALDRIG, ud! Sådan kører det i hvert fald rundt i hovedet på mig, inden jeg stiger ud af bilen, for at kaste et blik på betalingsanlægget - det blinker og siger "tilkald en vagt". Godt så. Hvordan får man så fat i sådan én??! Hundredetusindekroners-spørgsmålet er lidt svært at finde svar på, med et stigende antal vrede forlygter og lyden af accelerende motorer - ja, hva' glor I på, hva'?! Og man ved bare de sidder og griner. Hvor er der et telefonnummer? Der må sgu da stå et nummer?? Næ. Lang næse. Lukker et kort sekund øjnene og forestiller mig, at jeg slentrer hen ad en gade i Rom, og at alle de i bund trådte horn skyldes noget helt andet end tilfældet er. I det øjeblik hader jeg teknik. Men det er nu også den der kommer mig til undsætning, da jeg jo heldigvis har nettet og google i lommen, og dermed telefonnummeret på Centerinformation (tak, Kristoffer fra Centerinfo, oss' fordi du ikke lo). Phew, jeg bliver reddet.
Lidt efter kommer der en vagt. "Stik lige dit kort ind igen." "Det har jeg forsøgt, men den nægter at ta' imod!"... "Nåeh, arhmen det' fordi der er cencor på, du ska' bare lige bakk' bilen lidt tilbage". Ork altså, og det var så bare det >.< Er bare glad for jeg ikke kørte i en Berlingo (sorry, men den står altså på mål for meget ;-)).

Nå, men jeg havde jo en væg, der skulle igennem den helt store mølle.
Planen var egentligt at få en fotostat op med noget skov af en art, men vi fandt bare aldrig et vi sådan faldt for, så vi gik efter "den sikre" løsning (nogen vil så nok ikke ligefrem mene, at blomstret tapet var den sikre løsning, men når man tager i betragtning, hvad jeg tidligere har udsat mine vægge for, såååå - har haft malet en hel ørken, malet en falsk wallsticker af en gren fra loftet og forsøgt mig med harlequintern). Så sådan gik det - med tiden skal expidit-reolen udskiftes med noget lettere, og manden drømmer om en Hay About A Lounge Chair. Som bonusinfo er det faktisk også min mand, der fandt dette tapet - til min store overraskelse. Det kommer ikke helt til sin ret på billedet, i virkeligheden er det mere blåt, knap så brunligt og med en smule metallisk i de sølvgrå blade, som giver et fint spil, uden at det bliver for meget.

Det SKULLE altså også bare være færdigt nu, for i morgen skal lille(store)pigen døbes. Tja, hun er 8 måneder, men da hun var 3, stod vi i et bjerg af flyttekasser og slibestøv, og pludseligt gik tiden med alt muligt andet, og herude i provinsen er der altså ventetid på en dåb ;-) så nu bliver det i morgen, bare med den nærmeste familie. Kransekagen er i ovnen (gad vide, om jeg kan finde ud af det?!), og skjorten er strøget. Og nå ja, maveinfluenzaen er ovre for mit vedkommende, sådan én bød ugen også på :-/ Så kryds lige fingre for, at vores børn ikke ligger mærke til det dér famøse skift til vintertid, for så skal det hele nok gå godt.

Sengen kalder... God søndag til jer andre også!

P.S. Dette er mit første blogindlæg fra mobilen, derfor det dårlige billede (som jeg heller ikke rigtigt aner, hvor ender henne i det her indlæg...)

tirsdag den 23. oktober 2012

Min præmie!

Yay, se hvad jeg har vundet!



Det er dygtige Anne, med bloggen FruFlittig, der har syet den fine bluse i det dejligste stof.
Jeg er vild med de søde kløvere, og se lige her, hvad jeg fandt i familiens gamle fotoalbums - et falmet foto fra 1983, mini-mig i en skråstol - med kløvere :-D  
Det er da lidt skægt.


Tusind tak, Anne, den bluse skal vi nok få brugt.
Til jer andre, så er Anne begyndt at sælge ud af sine kreationer, så tag et kig i hendes univers - hun har også nogle skønne DIY's jeg kan anbefale, bl.a. denne til at sy en body!

- Rigtig god tirsdag -

lørdag den 20. oktober 2012

Jeg halloweener... (og lidt om en bog og afsløring af inspirationskilder)

...En lille smule, med papir, filt og kage :-)



Papirudklip og filt-græskar er fri fantasi - mit hoved er propfyldt med fantasi i halloween-tema, så det er bare at brainstorme (jeg har set v i r k e l i g t mange skrækfilm!!!).


Simpel, simpel gulerodskage med græskarfarvet osteglasur og "børneknogler", som vi kalder dem (krymmel købt hos Specialkøbmanden, Tilst).

Det bliver ikke til meget mere i år, men næste år vil jeg gerne holde noget for venner + børn, og lave en rigtig (u)hyggelig dag, med græskarudskæring, hekse-kedel sydende med tøris, skeletter i badekarret (oh jo, det skal jeg nok få skaffet ;-D) og den slags ;-)

Apropos mad og fest - hvis I ikke kender Shane Brox' børnekogebog "Magisk Monstermad", kan det varmt anbefales at finde den. Den er fyldt med gyselige opskrifter, finurlige monsterbeskrivelser og fine, fine illustrationer!


Et lille kig....


"Halloweener" I andre? 
Jeg har set Eline på Podilicious gør en del, fedt fedt, og hun deler gavmildt ud af inspiration!

Også på Pinterest er der masser af guf at hente - se bare her hos Robin!

- God dag -