lørdag den 27. oktober 2012

En ydmygelse, en tapetsering og en barnedåb...

...er hvad min weekend byder på.
Lad os starte med den totale fornedrelse parkeringsanlægget i Bruuns Galleri udsatte mig for i dag! Efter at have revet til mig ved Ej Sikke Lej-lagersalg svævede jeg på den lyserøde shoppesky ned i bilen. Klokken var lige blevet 12, og biler og folk strømmede ind i Bruuns. Hjem med mig i en vældig fart (tror jeg). Jeg stikker dankortet i betalingsanlægget nede ved udkørslen og når at ærgre mig lidt over sure 45,- kr. for to timers parkering, inden jeg kører frem mod bommen... og så sker der ingenting....?... Jeg venter... To biler passerer på min venstre side... Og så, SÅ griber panikken mig! Jeg er FANGET og jeg kommer aaaldrig, ALDRIG, ud! Sådan kører det i hvert fald rundt i hovedet på mig, inden jeg stiger ud af bilen, for at kaste et blik på betalingsanlægget - det blinker og siger "tilkald en vagt". Godt så. Hvordan får man så fat i sådan én??! Hundredetusindekroners-spørgsmålet er lidt svært at finde svar på, med et stigende antal vrede forlygter og lyden af accelerende motorer - ja, hva' glor I på, hva'?! Og man ved bare de sidder og griner. Hvor er der et telefonnummer? Der må sgu da stå et nummer?? Næ. Lang næse. Lukker et kort sekund øjnene og forestiller mig, at jeg slentrer hen ad en gade i Rom, og at alle de i bund trådte horn skyldes noget helt andet end tilfældet er. I det øjeblik hader jeg teknik. Men det er nu også den der kommer mig til undsætning, da jeg jo heldigvis har nettet og google i lommen, og dermed telefonnummeret på Centerinformation (tak, Kristoffer fra Centerinfo, oss' fordi du ikke lo). Phew, jeg bliver reddet.
Lidt efter kommer der en vagt. "Stik lige dit kort ind igen." "Det har jeg forsøgt, men den nægter at ta' imod!"... "Nåeh, arhmen det' fordi der er cencor på, du ska' bare lige bakk' bilen lidt tilbage". Ork altså, og det var så bare det >.< Er bare glad for jeg ikke kørte i en Berlingo (sorry, men den står altså på mål for meget ;-)).

Nå, men jeg havde jo en væg, der skulle igennem den helt store mølle.
Planen var egentligt at få en fotostat op med noget skov af en art, men vi fandt bare aldrig et vi sådan faldt for, så vi gik efter "den sikre" løsning (nogen vil så nok ikke ligefrem mene, at blomstret tapet var den sikre løsning, men når man tager i betragtning, hvad jeg tidligere har udsat mine vægge for, såååå - har haft malet en hel ørken, malet en falsk wallsticker af en gren fra loftet og forsøgt mig med harlequintern). Så sådan gik det - med tiden skal expidit-reolen udskiftes med noget lettere, og manden drømmer om en Hay About A Lounge Chair. Som bonusinfo er det faktisk også min mand, der fandt dette tapet - til min store overraskelse. Det kommer ikke helt til sin ret på billedet, i virkeligheden er det mere blåt, knap så brunligt og med en smule metallisk i de sølvgrå blade, som giver et fint spil, uden at det bliver for meget.

Det SKULLE altså også bare være færdigt nu, for i morgen skal lille(store)pigen døbes. Tja, hun er 8 måneder, men da hun var 3, stod vi i et bjerg af flyttekasser og slibestøv, og pludseligt gik tiden med alt muligt andet, og herude i provinsen er der altså ventetid på en dåb ;-) så nu bliver det i morgen, bare med den nærmeste familie. Kransekagen er i ovnen (gad vide, om jeg kan finde ud af det?!), og skjorten er strøget. Og nå ja, maveinfluenzaen er ovre for mit vedkommende, sådan én bød ugen også på :-/ Så kryds lige fingre for, at vores børn ikke ligger mærke til det dér famøse skift til vintertid, for så skal det hele nok gå godt.

Sengen kalder... God søndag til jer andre også!

P.S. Dette er mit første blogindlæg fra mobilen, derfor det dårlige billede (som jeg heller ikke rigtigt aner, hvor ender henne i det her indlæg...)

tirsdag den 23. oktober 2012

Min præmie!

Yay, se hvad jeg har vundet!



Det er dygtige Anne, med bloggen FruFlittig, der har syet den fine bluse i det dejligste stof.
Jeg er vild med de søde kløvere, og se lige her, hvad jeg fandt i familiens gamle fotoalbums - et falmet foto fra 1983, mini-mig i en skråstol - med kløvere :-D  
Det er da lidt skægt.


Tusind tak, Anne, den bluse skal vi nok få brugt.
Til jer andre, så er Anne begyndt at sælge ud af sine kreationer, så tag et kig i hendes univers - hun har også nogle skønne DIY's jeg kan anbefale, bl.a. denne til at sy en body!

- Rigtig god tirsdag -

lørdag den 20. oktober 2012

Jeg halloweener... (og lidt om en bog og afsløring af inspirationskilder)

...En lille smule, med papir, filt og kage :-)



Papirudklip og filt-græskar er fri fantasi - mit hoved er propfyldt med fantasi i halloween-tema, så det er bare at brainstorme (jeg har set v i r k e l i g t mange skrækfilm!!!).


Simpel, simpel gulerodskage med græskarfarvet osteglasur og "børneknogler", som vi kalder dem (krymmel købt hos Specialkøbmanden, Tilst).

Det bliver ikke til meget mere i år, men næste år vil jeg gerne holde noget for venner + børn, og lave en rigtig (u)hyggelig dag, med græskarudskæring, hekse-kedel sydende med tøris, skeletter i badekarret (oh jo, det skal jeg nok få skaffet ;-D) og den slags ;-)

Apropos mad og fest - hvis I ikke kender Shane Brox' børnekogebog "Magisk Monstermad", kan det varmt anbefales at finde den. Den er fyldt med gyselige opskrifter, finurlige monsterbeskrivelser og fine, fine illustrationer!


Et lille kig....


"Halloweener" I andre? 
Jeg har set Eline på Podilicious gør en del, fedt fedt, og hun deler gavmildt ud af inspiration!

Også på Pinterest er der masser af guf at hente - se bare her hos Robin!

- God dag -


torsdag den 18. oktober 2012

...Og så kom den på!

Haps! På med blusen, og så blev der knipset løs - den er godkendt ;-)

Det er en smal model, hvilket passer ham godt, den magre rad. Næste gang skal lommerne gøres kortere, så der er plads til at lægge blusen op helt op til lynlåsens ende (hov).




(Fotoshootet foregik i øvrigt op ad væggen, et projekt der pt. er strandet i fejlleverancer og "ikke på lager", så først mere herom om en måneds tid)

- Rigtig god aften -


Jubiii, så' der hoodie!

...Resultatet...
I det blødeste isoli, der var sååå skønt at sy i (lækker fornemmelse) og nemmere end jersey!
Nedenfor et usselt foto, mest for at vise farven, der her er mest tro mod den rigtige - jeg har glemt, hvordan det nu liiige er, jeg justerer hvid-balancen...



Mønsteret er fra Ottobres 4/2012, nr. 27, men da jeg virkeligt ikke er en ørn til svensk (det burde være så nemt, men jeg er bare ikke til sprog), måtte jeg freestyle undervejs. Eksempelvis med hætten - den skulle syes på med "Framilon-band"...?... Googlede og fandt ud af, at det havde jeg altså ikke lige på lager, så jeg prøvede uden. Det gik fint... Men så var kanten ikke så pæn - "lige meget med kanten", tænkte jeg først, men den ses jo ekstra tydeligt på sådan en sag her. Jeg løste det med en ribkant (den proces er fotograferet i detaljer, mere om det senere), og fæstnede denne med en pyntestikning som ses langs kanten af halsåbningen - det er blevet ret godt, synes jeg.

Og så har jeg lyst til at skrive "lommer" efterfulgt af en masse grimme kraftudtryk, FØJ hvor jeg ikke er god til at skabe symmetri - jeg har åbenbart prøvet med motivet (to elefanter midt på), det ser lidt fjollet ud, men værre var, at jeg - på trods af hysterisk opmåling og nålebrug - har fået placeret den ene lomme en cm. forskudt ift. den anden (på billedet ser det omvendt ud, det er bare den måde, den falder på). Det er dog reddet ved at lave større sømrum på venstre side af lynlåsen, og mindre på den højre side (det ses jo ikke, tsk tsk).

Flere billeder...

Lidt ærme og lidt lomme...

Halsåbning og et kig til rib-løsningen i nakken...

Pyntestikninger ved skuldre, ærmegab, nakke og på hætten...
Den er jeg spændt på at tvinge krudtuglen i senere ;-)

- Rigtig god lillefredag - 


onsdag den 17. oktober 2012

Krea-glimt...

...Hættetrøje på vej - noget anderledes end først planlagt
Et arbejder, der langsomt skrider frem, alt imens jeg forsøger at komme et gigantisk søvnunderskud til livs (jo, det' klynk, jeg må godt!), og suge den sidste rest barsel til mig...


Og så forsømmer jeg Blogland lidt disse dage - jeg mangler stadig (og glæder mig til) at ta' en rundtur hos mine sidste nye faste læsere - velkommen til, det er dejligt "at se Jer" :-)

- Vi blogges! -

fredag den 12. oktober 2012

Må ha' hættetrøje!!

Efter at være faldet pladask for Libbies super lækre hættetrøje, måtte jeg altså undersøge, hvordan jeg selv ku' få lavet én. Jeg er, på tegnebrættet, endt ud med noget lidt andet, og det er det fede ved at "kopiere"/lade sig inspirere her i Blogland - man ender oftest alligevel ud med noget, der bliver ens eget - jeg skal dog helt klart kopiere lommer og hætte (tak, Libbie) :-). Nå, men den er skitset ned og der er tilføjet noter. Mønsteret bliver fra Ottobres Kids 4/2012, #27 "Funny Fox". 
Og i morgen står den forhåbentligt på indkøb af isoli og lynlås - yay!


- Go' fredag (min slutter her, I know, jeg lever da bare det vilde liv) -

torsdag den 11. oktober 2012

"Jamen, skat, det er jo bare den slags der sker, når man er på barsel...!"

...At tapetet lige pludseligt er væk. Jeg fik en idé, der involverede enten noget fuldspartling af savmuldstapet (hvor jeg dog hader det tapet!), eller afrivning af samme. Og så sku' jeg baaare liiiige pille lidt i det, i det ene hjørne i stuen, for at se, hvor godt det sad fast. Det sad ikk' så godt fast... Og så ku' jeg slet ikk' stoppe med at trække i det... Indrømmet, jeg fik lige lidt hjertebanken og sved på panden, da jeg stod med en hel bane afrevet tapet i hånden.

Og så var der ingen vej tilbage - idéen jeg fik må og skal føres ud i livet, og det skal gerne gå stærkt. Indtil det står færdigt lever vi med en ret så industriel stemning i spisestuen. Fortsættelse følger, man skal jo ikke afsløre for meget...



På billedet af væggen, der blev befriet for savmuldstapetet, ses seneste jersey-kreation. Der er godt nok forskel på jersey! Dette fine helikopter-stof gled ikke særlig godt gennem maskineriet, og den er ikke så pæn i syningerne, som noget af det andet jeg har fået lavet. Hmm. Men den kan bruges.

- Rigtig god torsdag, jeg skal ha' gang i noget spartelmasse - 

lørdag den 6. oktober 2012

Kolde maver...

...kræver varme veste, og da jeg ikke kan strikke, måtte jeg finde på noget andet. Jeg faldt over AlbaBabys fine veste til drengene, i butikken "Kiddo" i Aarhus, og det måtte prøves.


StjernePelsen møver meget rundt på koldt gulv, så mon ikke denne kan holde hende varm. Farverne er lidt kraftige til hende, men jeg kan bare så godt li' gul og lilla, og vi har en hel del i garderoben i de farver :-)

Den er syet stort set i fri hånd, og er egentligt blevet ganske vellykket - føjer dog en huskenote til mine sy-tips om ikke at sy pyntestikninger imod retningen på luven! Og så skriver jeg strygestof på indkøbssedlen, for det synes jeg ville gøre sig godt på den, måske i form af omridset af en snydelomme.

- Ha' en skøn lørdag aften -


torsdag den 4. oktober 2012

Jubiii...

...Jeg har vundet!

Denne Give Away hos Anne med bloggen FruFlittig.
Super fedt, og jeg er vild med kløverstofferne, så det ku' ikke være bedre :-)


Nu står den vist på syning til den lille Stjernepels, inspireret af AlbaBaby vil jeg kaste mig ud i et forsøg med velourveste, så hun ikke bliver så kold på maven af at møve rundt - strikke én kan jeg ikke ;-)

- Go' lillefredag - 

Masking tape...

...Hjalp til med at skabe lidt ro og orden i papir- og magnetkaosset, der plagede vores gamle, grimme køleskab. Hvis ikke der havde været så mange gummilister på skidtet, havde det fået en ordentlig omgang pastelblå spraymaling. Who needs a SMEG?! ...suk... 

...Og der er faktisk slet ikke ryddet op til lejligheden! Det' rigtigt - i den pink bøtte ligger faktisk en meget træt, gammel tomat. Men den kan man jo ikke se, så skidt pyt ;-)

Hjørne - og striberne...
Elsker washi tape!
Hvor bruger DU masking tape?

onsdag den 3. oktober 2012

Vupti - 4 uger før tid...

...Ringede de fra Hay og glædede os med nyheden om, at stolene var kommet på lager!

Nu sidder vi godt - alle fire ;-)
Beklager det lidt slørede billede, hun var HELT oppe og ringe (over stolen).



(Ingen børn (eller dyr) led overlast under fotosessionen)

- Rigtig god onsdag aften -

mandag den 1. oktober 2012

Fart på!

Tiden flyver! Nu slutter min barsel officielt om en måned, og det er ikke til at forstå. Så tiden udnyttes til fulde med ungerne, og bloggen står lidt stille.

Weekenden stod på laaang, skøn shoppetur med min søde veninde Julie, der lige er sprunget ind i Blogland med bloggen Kreasjong.
Det var skønt at få lidt nyt til garderoben, til fødderne, til ungerne, til boligen og til stofsamlingen, jo jo, vi kom vidt omkring.

Og nu, en visuel tour ud i weekendens glæder (I slipper for ét af mig i badekarret, for sådan rundede jeg lige søndagen af ;-))

Sommerfugle på¨Naturhistorisk Museum...
Lille dreng - stooor tiger...

Mere jersey, nu kører det bare...
Kort fra Bob Noon, og endnu en svamp fra Trine Find...
Tapet fra RetroVilla til nyt loppekøb...

Jersey og rib (måske den bli'r orange i stedet for) til endnu en raglanbluse (den blå rib passer bedre til in real life, her ser den meget lys ud) - og en AlbaBaby-sweater købt i "Kiddo", en skøn, skøn butik i Aarhus, Frederiks gågade, som desværre lukker. Derfor er der -30% på alt, klart et besøg værd!!
 
Og slutteligt en ugle-pude, som min søn ønskede sig...
Nu er der lyd i babyalarmen, så jeg haster videre!
Der er dukket to tænder op i nat, der liiiige titter lidt frem gennem tandkødet - måske det var dem, der tog vores nattesøvn??

- Fantastisk mandag til dig -