søndag den 28. april 2013

Beskidte, grønne fingre...

Blogland forsømmes i øjeblikket, og symaskinen står og samler støv.
I stedet har jeg brugt en masse krudt udenfor, plantet tomater, agurker og deslige, hoppet på trampolin og spillet fodbold, og kogt grankoglesuppe i legehuset. Hold nu op, jeg savner sommeren, for jeg synes ikke helt den er her endnu. 
Men her er et par små glimt af sommerstemning herfra...

Er lidt oppe at ringe over disse fine tomatplanteskud - jeg har selv sået dem (ja, det er stolthed I sporer i den sætning), og nogle vil måske begynde at ævle om jord+vand+fotosyntese osv., men for mig er det stadig en smule magisk!

Brudeslør... Synes bare den var så pæn, så pæn....

Selvpluk fra haven. Forstår ikke alt det had mod påskeliljen, den er da smuk (den er jo gul!), og kommer i så mange, fine udgaver - se lige den hvide! Vi har utallige af dem i haven, så der er friske buketter at ta' af hele tiden.

Pesto in progress. Søde, små (magiske!!) skud. 

Alt her fra, solen skinner, det skal udnyttes!

- Go' søndag -


lørdag den 27. april 2013

Pax...

Her er han så - "Pax", ét styks færdig give-away-præmie til Linda.


Egentligt blev jeg færdig i starten af ugen, og heldigvis for det, for siden onsdag har jeg siddet bænket med en 40 C grader varm, slatten tumling. Puha, så syg hun har været den bette, og nu er vi mildest talt ved at være rigtig trætte alle sammen, og trænger til at få den normale rytme tilbage.

I går fik jeg dog fri et par timer, mens drengene tog til familie-tam-tam, og mormor og morfar tog sig af patienten, og jeg hankede op i symaskinen og drog ud til en veninde, hvor der både blev tegnet og syet lidt. Men mere om det senere, nu er der lyd ude fra barnevognen...

- God lørdag til dig -

søndag den 21. april 2013

Jeg bliver altid glad...

...Når det ringer på døren, og postbuddet står udenfor med noget, der var for stort til at komme i postkassen :-)
I går var det en pakke fra Anja med bloggen White Wall Gallery, hvor jeg i en give away vandt et keramikkranium fra BALlab.
Og der var en lille ekstra surprise med i forsendelsen (taaaaark, Anja!) - et fint print fra Mette Hørsted, som jeg i forvejen har to postkort fra. Hende kan du se mere fra her i hendes etsyshop


Og der var lige plads til den mintgrønne sag sammen med resten af billedvæggen. Det var ikke planlagt som sådan, at det lige skulle hænge under postkortet med "Things could be worse", men altså, det er da noget af en påmindelse, når man sidder der i sofaen og bitcher over, at yndlingsserien er aflyst til fordel for fodbold ;-)


There it is. En lille smule vanitas sammen med alle de andre skønheder.
Nu vil jeg gå i haven, som jeg har fået et pludseligt og meget intenst kærlighedsforhold til!

Nyd vejret!

- God dag til dig -

onsdag den 17. april 2013

Miiiav!

Jeg er nu gået i gang med at producere første præmie fra min give away.
Jeg skal tegne Lindas kat, og lige nu holder jeg en pause, for jeg får en lille smule ondt i hånden af at tegne SÅ mange hårstrå ;-)

Det er efterhånden 8 år siden (jo, jeg holder regnskab), jeg sidst tegnede en kat. Blot af lyst, fordi billedet (jeg har desværre ikke længere referencen) var så indbydende skarpt og med fine kontraster.
Tegningen har altid bare ligget gemt væk i en mappe, men nu overvejer jeg at finde en plads til den.


- God aften til dig -

tirsdag den 16. april 2013

"Henter du lige noget mælk, når ungerne er puttet?!"

(sponsoreret indlæg)

Argh, altså, hvor bliver jeg altid misundelig fuld af gode intentioner, om sund og nem madplan, når jeg ser de lækre opskrifter i Blogland, og fine, dekorative tavle-malede oversigter i blogger-køkkener.
Sandheden er bare, at siden familien gik fra tre til fire og tiden skrumpede med tilsvarende antal procenter, opstår der tit kaos omkring aftensmadstid, med panikindkøb og take-away til følge.
Vi har længe været inde i en ond spiral, med ustrukturerede indkøbsture, så vi dagligt ender med at stå og mangle et eller andet - og dagligt ender med unødvendige og usunde impulskøb.
Og i lang, lang, lang tid har jeg fantaseret om at sætte mig mageligt ved computeren og ordne indkøb online, efter ungerne er puttet.
Der har været flere grunde til, jeg ikke har fået det gjort - skepsis, er nok meget dækkende. Jeg er sådan én der udvælger bananer nøje, vender og drejer æblerne (uden at gramse alt for meget på dem, forstås!), og tjekker holdbarheder på alt, især mælkeprodukter. 
Så da jeg fik mulighed for at afprøve Osuma, var jeg hurtig til at sige ja - NU skulle det være. Nu ville jeg prøve at afgive kontrollen og lade andre udvælge mine dagligvarer *gisp*.

Manden og jeg satte os med desserten ved computeren og gennemgik planen for ugens måltider, og gik så i gang.
Hjemmesiden er nem at navigere på, synes jeg, og det er rart med overskuelige kategorier, samt en udemærket søgefunktion. Udvalget er okay - de havde det, jeg skulle bruge, men jeg manglede lidt at kunne vælge færre mængder frugt, i stedet for et bundt af 10 styks - især føromtalte besværlige bananer foretrækker jeg at købe i små mængder.
Jeg forsøgte mig i stedet med bl.a. avocado, peberfrugt, champignons og agurk - ja, jeg synes altid det er i grøntafdelingen man finder de "trætte" produkter.

På modtagelsesdagen modtog jeg en sms med et cirka-tidspunkt, hvilket passede fint med ankomsten. Varer blev leveret helt ind på køkkenbordet, hvor jeg fik en hurtig gennemgang af erstatningsvarer, eksempelvis var madlavningsfløde erstattet af en øko-piskefløde (ja tak!) og en Thise-mælk var blevet til en Änglamark. Og med de garanterede "mindst 5 dages holdbarhed på mælkeprodukter".



Alt i alt er jeg positivt overrasket - grønt-udvalget var af rigtig fin kvalitet, og frostvarerne havde en noget bedre temperatur, end efter en varm køretur hjem i bilen!
Så der tør jeg godt gøre mine (for fremtiden bedre planlagte) indkøb en anden gang :-) 

Og altså, 29,- kr. for levering, tjaa, sidst jeg var i Rema, røg der et krus med i kurven til 30,- kr. Jeg ku' da godt leve uden, men nu lå det lige der som partivare...

God dag til dig derude (måske du lige nu står i kø og slår tiden ihjel med mobilen?) ;-)


mandag den 15. april 2013

Test-bukser...

For nogle måneder siden faldt jeg over det blomstrede, mørkegrå "Mitsi"-Liberty, med teksten "OBS! Der er kun TO meter tilbage af dette". 
Gisp, jamen så skal jeg da i hvert fald ha' den ene af de resterende meter!!!

Og nu ligger det dér på hylden - smukt og lækkert, lækkert, lækkert.
Planerne er mange, bl.a. et par posede sommerbukser til Mille.
Det er så bare ikke lige i Liberty man kaster sig ud i en prøvemodel, så i stedet faldt jeg over noget småblomstret, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle synes om. Om det var FOR brun-orange-småblomstret-mormor-70'er. 
Nu er bukserne færdige, og jeg elsker stoffet. Jeg kan godt love, der også kommer en kjole i det! 


Jo, jeg er vild med Krutters design ;-) 
På knæene har jeg forsøgt mig med et par læderlapper i noget blødt, blødt handskeskind (en rest til en flad femmer) - jeg forestiller mig bare en barfodet Mille på knæ på fliserne, rodende med sand og vand i solskinnet. Åååh, jeg er sommerhungrende!
Linningen er lavet med blå kant, det samme med løbegangen ved anklerne - på billederne ser det en anelse mørkere ud, end kantbåndet på lommerne, men jeg tror, det er lyset der snyder.


Også bag på er påsyet en lille læderdetalje. Er lidt spændt på, hvad det bløde skind siger til en tur i vaskemaskinen, men jeg har før haft tøj med skinddetaljer, der efter lidt skindpleje er blevet fint igen.


Så skal jeg bare på jagt efter en matchende blå body - skide være med "drenge-" og "pigefarver". Blåt er så smukt til Mille, og disse bukser er vist også for tøsede til at der skulle opstå misforståelser ;-)

- God mandag til dig -


søndag den 14. april 2013

Fødselsdag...

Dagen er gået med at fejre en sød Antons første fødselsdag.
En rigtig hyggedag med gode venner og en masse søde, glade unger - og vejret gav os da lige en forsmag på lidt sommer, skønt.
Ellers er weekenden gået alt for hurtigt! Jeg kom på stof-jagt i går, og symaskinen har buldret derudaf, og når jeg får indhentet det jeg er bagud med (i Blogland!), skal jeg ha' taget lidt billeder!

- Rigtig god søndag til dig - 

onsdag den 10. april 2013

Heldige, uheldige mig

Det kan godt være, at jeg er superklodset og ofte ret uheldig - og er sådan én, der falder over mine egne ben, gerne med så stort et publikum som muligt, men måske universet har fundet en form for kompensation! I hvert fald har jeg følt mig rigtig heldig på det seneste, ikke mindst i fredags, da jeg fik gode nyheder fra Didde-Louise om, at jeg havde vundet hendes give away i samarbejde med Loppen & Professoren - nemlig 500,- kr. til lækkert børnetøj fra samme webshop.
Yay!!
Især når man nu sådan har måttet indføre næsten Forbrugsfri April efter smadret-iPhone-stunt (for søren altså, tror I så ikke, at jeg tabte den IGEN dagen efter - heldigvis på linoleumsgulv, men altså, jeg nåede lige at dø en lille smule, da jeg så den flyve to meter hen ad gangen - tror måske den forsøgte at flygte!).

Men tilbage til Lucky Me, der spændt afventer min "præmie". Jeg faldt pladask for 4funkyflavours, der er et helt nyt mærke i webshoppen. Arhmen, se det lige - det ser da for lækkert ud! Retro i super fede, lyse farver, med fine kontraster - se resten lige her.

Og pssst, der er lige nu introrabat på -25% på de lækre styles, men kun til og med d. 13. april!


Nu vil jeg nusse lidt ved symaskinen - er det bare mig, eller er det faktisk sådan lidt hyggeligt med lyden af regn (måske det slet ikke regner hos dig)?

- God aften derude- 

mandag den 8. april 2013

Hvem eller hvad skal tegnes?

SÅ fik jeg udtrukket ikke bare én, men to vindere - det synes jeg var på sin plads, så mange søde, søde lodder, der blev lagt i puljen! Sikke mange mails, der er tikket ind på det sidste, med rigtig mange rosende kommentarer, og jeg er blevet super glad for hver og én - så en stor tak til alle jer der deltog :-) 


Beklager de utydelige random.org-screen shots, det drillede lidt.

Første vinder med lod nr. 17 blev Camilla med bloggen Made By CATESA - Camilla syr de fineste prinsessekjoler, og andre lækre sager, så det er et kig værd! Tillykke Camilla, jeg sender dig lige en besked senere :-) 


Vinder nr. 2 blev Linda med bloggen Lindaeg.dk - tillykke Linda, jeg smutter ind og tager et nærmere kig på din blog og sender dig en mail senere :-)

...Så nu spidser jeg blyanten, og varmer op. Og så skal jeg på papir-jagt, for jeg løber da snart tør.
Angående bestillinger vil jeg her på bloggen give besked, når jeg i ny og næ åbner op for "shoppen".

- Ha' en skøn mandag derude -

søndag den 7. april 2013

DIY Sofapude med falsk knaplukning


Sofapude DIY


I påsken blev der tid ved symaskinen, og det kom der bl.a. denne pude ud af. Jeg ved ikke helt, hvor jeg har set ideen henne, men samme princip ses jo på diverse iPhone-sleeves (tak, Libbie for DIY), og æsker fra House Doctor (som jeg elsker til alt mit små-dimserod).
Anyway, synes det er en fin detalje, og neonelastikken, samt knappen, var en sponsorgave fra BettyP til Blogtræffet i februar.
Puden er nem at sy, og her kommer min fremgangsmåde.

Til en 50 x 50 cm stor pude skal du bruge:
Ca. 50 cm stof – jeg har brugt uldstof fra Stof & Stil, købte ½ meter og der var nok.
Elastik eller snor, ca. 24 cm
Knap

1.       Start med at klippe eller skære (jeg brugte en rullekniv og målte ud fra et skæreunderlag) stykkerne A (50 x 21 cm), B (50 x 12 cm), C (50 x 41 cm) og D (50 x 50 cm) Se fig. 1.

Fig. 1

2.       Læg A og B ret mod ret og nål dem sammen. Elastikken skal sys med i denne omgang, og placeres 20 cm inde fra hver side (se fig. 2), så du har ca. 20 cm elastik, der kommer til at stikke ud på retsiden med 10 cm. mellem sammensyningen. Sy et par gange frem og tilbage henover elastikken, så den bliver syet godt fast i sømmen.

Fig. 2

3.       Buk arbejdet vrang mod vrang, og sy en pyntestikning (se fig. 3)

Fig. 3

4.       Buk A-stykket bagover, så du har plads til at nåle B og C sammen ret mod ret (se fig. 4). Sy sammen, og buk A-stykket tilbage henover (se fig. 4).

Fig. 4

5.       Nu er pudens front syet færdig, og der skal bare sættes en knap i, nogenlunde midtpå, og ca. 10 cm. fra A+B-stykkets sammensyning (se fig. 5)

Fig. 5

6.       Læg fronten sammen med bagsiden (D) ret mod ret (se fig. 6), nål fast, og sy hele vejen rundt, på nær en åbning i bunden på ca. 20 cm.

Fig. 6

7.       Vend retsiden ud på pudebetrækket og lirk en pude ind på plads.
8.       Luk åbningen ved at sy i hånden – uldstoffet skjuler stingene rigtig godt.

Færdig! J

torsdag den 4. april 2013

Pssst - har du husket...?

Min Give Away?
Som du finder mere om lige her.

Du kan nå det endnu, og som en tilføjelse, kan du også deltage som registreret læser via Bloglovin'. 


- Ha' en skøn aften - 

tirsdag den 2. april 2013

Guld i Genner'n! Eller, i hvert fald terracotta...

Jeg kan aldrig få dims, nips og udstyr nok til køkkenet (ironisk nok, når nu jeg hader at LAVE noget derude ;-)), og Helbak-samlingen måtte gerne være større end nu (ÉN smørskål = 2 måneders børneopsparing...!), og gerne nogle af deres fine FJORD opbevaringskrukker. 
Men jeg er gået på kompromis (og er i øvrigt smadder fattig, I'll explaine later), efter en tur til Aarhusklunserne, hvor jeg faldt over et par terracotta-krukker med korklåg. Og så startede mine spraymalerabstinenser, og heldigvis har vejret været med mig, så den første lille krukke er færdig. 



Jeg fik begge krukker til rundt regnet 20,- kr., den hvide (Belton Molotow "Signal White") spraymaling havde jeg på lager, og den grøn-turkise (MTN 94, "Emerald Green") er erhvervet til 35,- kr. Og sidstnævnte spray er hurtigt blevet min favorit - den dækkede næsten 100 % efter første tur (oh fryd, der er til MANGE flere projekter dér!), ingen løbere og tørrede hurtigt op.

OPTUR, på en ellers ikke fremragende dag, der bød på ét styks knust iPhone-front (jeg taber altid alting), minus 1000,- kr i instant reparation, og det mikroskopiske stykke chokolade jeg trøsteshoppede - jeg sagde det jo, jeg taber ALTID ALTING - tabte jeg selvfølgeligt også... Og ti-sekunders-reglen gælder bare ikke, når nærmeste hundelort ligger indenfor en radius af 30 cm. 
iBroke!

Godt der er Ben & Jerrys i fryseren...


mandag den 1. april 2013

Hvad rimer på kok....? Sok!

(sponsoreret indlæg)



Det helt store hit for Malthe har længe været fjollerim, og "avra-for-Laura" er åbenbart en remse, der kan brygges meget på (har jeg fundet ud af). Så da jeg fik mulighed for at teste legetøj fra abcleg.dk , faldt jeg ret hurtig for Hot Dot Pennen med "Hvad rimer på...?". Målgruppen er godt nok +5 år, men jeg tog chancen, og der er ikke så meget at sige - det hitter.
Og stil lige overskriftens spørgsmål og besvar det hurtigt i samme sætning (min indre 14-årige fniser) ;-) - og Malthe mener alle rim er sjove, selvom man misser den lumre hentydning.
Jeg er ikke altid god til at få leget, og Malthes behov kolliderer ofte med mine ambitioner - han vil allerhelst bare storme fra rum til rum med pistol og skyde imaginære røvere, og jeg vil gerne sidde og tegne jungledyr eller spille vendespil, så med hot dot pennen synes jeg vi mødes ret godt. Og så er det altid godt til min "mor-samvittighed" at have hyggeligt samvær omkring noget, der både underholder os begge og samtidig understøtter Malthes sproglige forståelse, og lyst til selv at kunne læse.


Ellers er jeg også stor fan af motoriske aktiviteter, og i vores stue finder man både sansegynge og tumlemadrasser, så der lige kan laves koldbøttebaner og kilde-krig, og jeg har forelsket mig i nærmest hele kategorien "Motorisk Legetøj" - suk, det er da også bare gear, der minder én om haveaktiviteter og sommerfornøjelser?! 

Apropos, så venter en klargøring af drivhus og beskæring af diverse visne småbuske, for nu lugter det da LIDT af forår, ikke?!

- God forårsdag til dig -