fredag den 24. maj 2013

DIY sommerkjole str. 1 år (inkl. mønster til download)




Indledningsvist vil jeg lige forklare lidt om udformningen af mønsteret, der er en str. 1 år (sådan ca. alt imellem str. 74-86.). Udformningen gør det i hvert fald nemt, at lægge flere centimeter til i bredden på underdelen, og herefter variere mellemrummet mellem de to forstykker i overdelen, bag klap-detaljen. Jeg har tegnet mønsteret ud fra en bluse i str. 80., se nedenfor. Jeg har undladt for meget ”strut”, da det nemt kan blive for meget til en lille tumling – til en fire-årig ville jeg nok lægge en hel del flere centimeter til underdelen.  
Download mønsterdele her, her, her og her.
OBS! På klappen skal undlades søm hele vejen rundt!


1.       Start med at printe mønsterdelene og kontrollér, at målende stemmer overens. Mønsteret til underdelen er større end et A4 ark, og næsten kvadratisk, og jeg har derfor valgt at tegne en kopi med mål, i stedet for en ”printbar” version.
2.       Klip de forskellige dele ud – lav med det samme midtermarkeringer på ærmer, klap-detaljen, bagstykket til overdelen og kjoleunderstykkerne for og bag.
3.       Zigzag eller overlock alle kanter.
4.       Stryg vlieseline på vrangsiden af klappen (undlad dog at stryge vlieseline på den nederste (cirka) 1,5 cm, der skal udgøre sømrum, og gerne være fleksibelt), så den stives af.
5.       Start med overdelen: De to forstykker nåles ret mod ret til bagstykket og skuldersømmene sys.



6.       Mål nu skråbånd ud til halsudskæringen + klappen + ærmer (hvis du er hardcore tålmodig, kan det anbefales at lave sit eget skråbånd, der giver et lang pænere resultat på sigt/efter vask!)
7.       Skråbånd monteres således:
a.       Fold den ene fold ud på skråbåndet, og læg det mod stoffet, ret mod ret, så kanterne flugter (se billede) Bemærk at jeg er sprunget over zigzag af trevlekanten, der skjules af skråbånd.


b.       Sy nu langsomt skråbåndet fast på retsiden. Sørg for at bukke og trække i båndet, så det flugter med kanterne ”i svingene”.


8.       Gentag proceduren for ærmer (kun yderste kant, se billede) og klappen.


9.       Nu foldes skråbåndet ud over kanten og bukkes om på vrangsiden. Sørg for at trykke, knibe og forme båndet på plads undervejs.
10.       Stryg kantebåndet på plads, inden du syr, så er det nemmere at styre.
11.       Nu skal det sys fast fra retsiden. Der er mange måder at montere skråbånd/kantebånd på, her kommer min – placér stoffet i maskinen, så trykfodens midtermarkering flugter med skråbåndets kant (se billede). Herefter ændrer jeg nåles position ca. 1-1,5 mm mod højre, indstiller stinglængden til 3,0, og går langsomt til værks, men i et jævnt tempo. Tag den med ro ”i svingene”, og hjælp gerne til ved at løfte trykfoden en anelse (mens nålen er i stoffet), og drej arbejdet, sænk trykfoden og fortsæt.


12.       Så skal ærmerne monteres. Start med at nåle ærmets midte fast, ret mod ret, mod skuldersømmen. Sæt herefter en nål i hver ende.


13.       Nu skulle du gerne have en del stof fra ærmet mellem nålene, der skal bruges til en smule puf.
14.        Start fra armhulekanterne, og arbejd op mod skulderen, så du får stoffet til at passe nederst mod armhulen, og ender med at ha’ det overskydende stof øverst mod skulderen.
15.       Inddel stoffet med nåle, så du har ca. 1,5 cm i mellem, og stof i mellemrummene til at folde henover nålene (se billede), og sy fast (værd opmærksom på, hvilken vej folderne sys fast – hvis du gerne vil have folderne i hver side syet eksempelvis bagud – gi’r det mening?!).


16.       Sy nu sidesømmene sammen. Sømrummet med kantebånd i armhulen, kan evt. hæftes fast med en stikning på vrangsiden.
17.   Nu skal underdelen sys sammen, inden den hæftes til overdelen.
18.   Find midten på det stykke, der skal vende frem. Mål 7 cm ud herfra, både til højre og venstre side.
19.   Fold nu stykket, så 7 cm-markeringerne mødes ved midtermarkeringen.
20.   Nål fast og sy henover folderne med kun ½ cm sømrum (så denne hjælpe-syning ikke bliver synlig fra retsiden efter sammensyningen med overdelen!).


21.   Nu skal for- og bagstykket nåles sammen og sys (bagstykket foldes først ved sammensyningen med overdelen!), ret mod ret, i sidesømmene.
22.   Nu skal klappen sys på underdelens forstykke. Find midten på klappens nederste kant, og nål denne fast til underdelens midte (der, hvor folderne fra før mødes).


23.   Nål resten fast, og sy, igen kun med ½ cm sømrum.
24.   Nu skal over- og underdel sys sammen. Fold overdelen ned over underdelen, ret mod ret, og start med at få sidesømme fra over- og underdel til at flugte. Nål fast her, og nål videre ud fra.


25.   Nu kan du se, hvor meget overskydende stof, der er på bagstykket, til at lave en fold, tilsvarende den på forstykket (pkt. 18-20). Nål hele herligheden fast sammen med overdelen, og sy med 1 cm sømrum hele vejen rundt.


26.   Vend arbejdet – nu skal der laves knaphuller og monteres knapper (eller du kan finde et alternativ, og montere trykknapper eller anorakknapper f.eks. i messing). Til selve knaphullet vil jeg henvise til denne DIY hos Kinga, der gør det meget nemt!
27.   Når hullerne er syet og sprættet op, lægger du kjolen fladt ned, og tager f.eks. en stofpen (eller som jeg, en kuglepen ;-)), stikker ned midt i knaphullet, så du får en markering på delen nedenunder, hvor knapperne skal monteres. Jeg bruger en fod til isyning af knapper, det er vist standardudstyr til de fleste nyere maskiner, og fungerer super godt, synes jeg.
28   Så mangler du bare at lægge kjolen op, eller montere kantebånd nederst, efter samme procedure som i pkt. 7-11. Jeg syr afslutning/start af skråbåndet sammen på følgende måde:                        
a.       Fold skråbåndet ud, lad flygte med trevlekanten og start et par centimer inde på skråbåndet (jeg er startet, så jeg til slut ender med, at sammensyningen på skråbåndet flugter med sammensyningen af underdelens sidesøm – overvej at starte/slutte et andet tilfældigt sted, så opmærksomheden ikke drages mod sammensyningen som en forlængelse af sidesømmen!).
b.      Når du næsten er nået rundt, hæfter du, og laver en samling af skråbåndets retside hvor det mødes (se billede)



c.       Herefter skubber du kjolens underdel lidt tilbage, så du ikke kommer til at sy i den, når du nu skal sammensy skråbåndet (ret mod ret!).



d.      Herefter klipper du ”sømrummet” ned, bukker det til hver sin side, lægger skråbåndet ned og lader den igen flugte med trevlekanten, og syr på.



e.      Så er du klar til at folde båndet ud over trevlekanten, og du har nu en pæn, flad sammensyning.


f.        Stryg og fortsæt påsyningen på samme måde som i pkt. 11.

Færdig – ud i solen med jer!

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig eller lægge en kommentar.

Kjolen kan varieres i det uendelige, der kan laves større pufærmer, vingeærmer, ingen ærmer, lommer på klappen eller skørtet, eller applikeres et motiv. Der kan laves større skørt med mere strut, eller der kan slås trykknapper i midten nederst, så man i stedet for en kjole, får en sommerdragt.

Link gerne tilbage til denne DIY, hvis du får prøvet den af, og prik meget gerne til mig, hvis du får lavet en ny variation. 

God fornøjelse.




13 kommentarer:

  1. Tusind tak for en virkelig god og udførlig DIY

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt, Helena :-) Og god søndag til dig.

      Slet
  2. Super, den vil jeg glæde mig til at afprøve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så lidt ^.^ Go' fornøjelse!

      Slet
  3. Så fin :) jeg må kunne kreere den i en str 5 år efter din vejledning :) Takker for den gode gennemgang :) og sikke fin den også er blevet i det blomstrede stof

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Ja, det tror jeg sagtens du kan! Go' fornøjelse ;-)

      Slet
  4. Sikke en grundig gennemgang Trine - den glæder jeg mig til at prøve, og hvis det lykkedes for mig, sender jeg et billede til dig :-)
    Mange hilsner og god weekend
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mette, ja, det må du rigtig gerne (har du ingen blog?) - go' fornøjelse ^.^ Og go' søndag!

      Slet
    2. Hej Trine, Så fik jeg endelig syet en kjole efter dit fine mønster og dejligt grundige DiY. Du kan se indlægget her:
      http://madebymadvig.blogspot.dk/2013/10/en-kjole.html
      Tak for et skønt kjole mønster og DIY :-)
      Mange hilsner,
      Mette

      Slet
  5. Uhh, nu bliver man jo virkelig nødt til at finde en lille pige og sy til :-) Fantastisk DIY og kjole.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Gitte!! Ja, og vis endelig resultatet frem :-) Go' weekend!

      Slet
  6. Tak! or Thank you very much! I made it for my dauther, a bit different to easy the dressing ^^ I postet it on my Blog. http://gewandet.blogspot.de/2014/08/schwedische-tunika.html

    Angela

    SvarSlet
  7. Thank you very much for this work ! Beautiful !
    Love from France!

    dufiletmon.blogspot.fr

    SvarSlet